Drømmeanmeldelse af De skjulte algoritmer
I tidsskriftet Social Kritik nr. 155 har Steen Nepper Larsen skrevet, hvad vi opfatter som en drømmeanmeldelse af De skjulte algoritmer. “Algoritmen og [det program, den styrer, er] ikke selvgenererende, selvkørende, objektive eller neutrale. Designet af deres fælles virke bygger i bund og grund på menneskelige antagelser, implementering af systemiske rationaler og en lang række mere eller mindre bevidste kulturelle fordomme. På denne måde indforskrives algoritmen i et hensigtsstyret system, der samtidig synes at automatisere og i sidste ende suspendere menneskelig dømmekraft. Systemet er ikke mindst kendetegnet ved, at det aldrig stiller spørgsmål til sine egne hensigter”, skriver Nepper Larsen præcist, om end en smule abstrakt. Samtlige 11 kapitler får rosende ord med på vejene, ikke mindst Massimo Mazzottis “Den algoritmiske tilværelse” (2).