Digitalisering på dagsordenen

Af Klavs Birkholm

Referat fra konferencen om digitalisering på det sociale område, 19.2.2019 på Institut for Socialrådgiveruddannelse

 

“Sammen med klimaspørgsmålet, er det her det største og vigtigste spørgsmål på vores dagsorden overhovedet”, fastslog Lisbeth Bech Poulsen (SF). Dermed udtrykte hun hen mod slutningen, hvad det store flertal af deltagere var nået frem til efter mange timers oplæg og debat om den forcerede digitalisering og de skjulte algoritmer på TeknoEtik og Justitia’s fælles konference, der var blevet til i samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening og Institut for Socialrådgiveruddannelse. Her følger et kort referat fra dagen:

1.

I sit åbnings-indlæg tog Birgitte Eiriksson fra Justitia fat på den politiske aftale om, at al lovgivning fra 1. juli 2018 skal være digitaliseringsklar. I den medfølgende vejledning fastslås, at ny – og gradvist også eksisterende – lovgivning skal til høring i Digitaliseringsstyrelsen. Men ifølge vejledningen skal styrelsen  mest fokusere på digitaliseringsgraden, ikke på konsekvenserne for retssikkerheden. I dansk demokratisk tradition er denne magt til Digitaliseringsstyrelsen en temmelig uhørt konstruktion.

Den pågående digitalisering kan føre til en del effektiviseringer, men lader også mange borgere i stikken, sagde Eiriksson. En del borgere har svært ved at deltage i de automatiserede processer. Desuden vil systemerne anskue enhver sag partikulært, skønt der i mange tilfælde er brug for en helhedsvurdering. Der er også mange teknologiske problemer: fejlbehæftede oplysninger breder sig som virus i systemerne, datasikkerheden er ofte utilstrækkelig, m.v.

Retten til privatliv er under pres, fastslog Eiriksson: Regeringen har sikret danske huller i GDPR; de enkelte fagministre kan dekretere obligatorisk digital selvbetjening på deres ressort; flere og flere registre samkøres uden videre. Bør vi ikke indføre en parlamentarisk kontrol? spurgte Eiriksson afsluttende.

2.

I dagens tredje indlæg spurgte Helle Antczak fra TeknoEtik: Hvad sker der med det socialfaglige skøn, når sagsbehandlingen automatiseres? Antczak gennemgik de forskellige faser i en almindelig sagsbehandlings-proces og påpegede, hvordan automatiseringer kan spænde ben for god sagsbehandling – både i henvendelsesfasen; under rådgivning og partshøring; i selve den socialfaglige undersøgelse; i vurdering og afgørelse; og i den resulterende sociale indsats.

Det er ifølge Antczak en væsentlig pointe, at problemerne og de teknologiske udfordringer melder sig specifikt forskelligt i hver eneste af disse faser. I den mere overfladiske del af debatten – og det er desværre den, der fylder mest – håndteres hele sagsbehandlings-forløbet ofte i samme pêle-mêle. Det leder næsten uundgåeligt til afsporinger, som Antczak gav adskillige konkrete eksempler på.

Men ikke nok med det. Forestillingen om, at algoritmisk baserede systemer kan føre til bedre afgørelser til gavn for borgerne, hviler på en række illusioner, konstaterede Antczak. Én af dem er, at man  via Big Data og algoritmer kan forudsige, hvad der vil være en rigtig beslutning omkring en specifik borger. Algoritmens data vil altid være bagudskuende, men på det sociale område kan man ikke bedømme, om en løsning for f.eks. et udsat barn har kvalitet på baggrund af tidligere afgørelser i lignende sager. Om det var rigtigt at anbringe eller ikke anbringe et barn med bestemte karakteristika, om det var rigtigt at give en voldsramt familie familiebehandling eller placere mor og børn på et krisecenter, om unge med sociale problemer skal i job eller starte en uddannelse kan ikke bedømmes på baggrund af de afgørelser, der blev truffet på et givent tidspunkt. Det kan udelukkende bedømmes på baggrund af den virkning, afgørelserne reelt fik. Hvilket i de fleste tilfælde først kan vurderes lang tid efter afgørelserne er truffet. Måske flere år efter.

3.

Dagens program indeholdt ikke færre end 8 præsentationer i alt. I en af dem spurgte Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal: “Ønsker borgerne det ansigtsløse samfund?”. Samsing præsenterede resultaterne fra flere spørgeundersøgelser, som klart dokumenterede Samsings svar: “Nej, borgerne foretrækker mennesker”, når de skal i kontakt med socialforvaltningen og andre offentlige myndigheder. Eksempelvis syntes kun 13,2% af samtlige adspurgte, at “det er i orden, at man som udgangspunkt ikke kan komme til at tale med den, der har afgjort ens sag”.

På spørgsmålet, om man ville foretrække (1) “hurtige afgørelser fra det offentlige, der er 100% truffet af IT-systemer efter helt faste regler”, eller (2) “afgørelser, der tager lidt længere tid, hvor der også er mennesker involveret og mulighed for at tage hensyn til den enkelte”, svarede 17,6% det første og 82,4% det andet. Den offentlige forvaltning skal være mere menneske end maskine, konkluderede Samsing.

Et andet indlæg, som vakte en del opsigt, kom fra gadejurist Nanna Gotfredsen. Hun fremviste en række fotos af dårligt fungerende hjemløse, som hun har rådgivet. Hvordan skal de kunne digitaliseres, når de bor i en indkøbsvogn fra Netto og end ikke har adgang til et elektrisk strømstik? spurgte Gotfredsen. Deres problemer er manglende hygiejne, sårbehandling, mangel på mad og generel udsigtsløshed, men repræsentanter for en digitaliseringshed mente, at de kunne komme op på et servicecenter og få instrukser i, hvordan man betjener en App specielt for dem! Der er en socio-kulturel afgrund mellem dem, der taler digitalisering, og de mest udsatte borgere, lød Gotfredsens konklusion.

Familie- og rådgivningschef i Gladsaxe Kommune, Tine Vesterby Sørensen fortalte om logikken bag den herostratisk berømte “Gladsaxe-model”: Al forskning peger på, at de første 1000 dage i et barns liv er de vigtigste for hele det pågældende menneskes livsforløb. Men de fleste udsatte børn er mindst 6 år, før end en socialforvaltning (i heldigste fald) sætter ind med foranstaltninger. Hvis man kan gribe disse børn tidligere, er der en betydelig forøget chance for at sikre dem en bedre skæbne, og derfor bør man ifølge Vesterby Sørensen overveje brugen af forhåndenværende data til tidligere opsporing. Gladsaxe-modellen er midlertidigt sat i bero, men Vesterby Sørensen var tydelig i sit ønske om, at man snarest måtte finde et alternativ. Af hensyn til de udsatte børn.

En faglig paneldebat med deltagelse af Hanne Marie Motzfeldt (lektor ved “Center for Informations- og Innovationsret” på KU), Marianne Sørensen (vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen), Jimmy Kevin Pedersen (partner i konsulentvirksomheden 1stroke og chefkonsulent i Forsvarsministeriet), Nicolai Poulsen (konsulent i Dansk Socialrådgiverforening), Birgitte Eiriksson og Tine Vesterby Sørensen kom i meget høj grad til at dreje sig om Gladsaxe-modellen pro et contra. Dette emne optog paneldeltagerne så meget, at det programsatte emne: “faglige og etiske principper for digitalisering” ganske blev forbigået.

4.

Etik kom til gengæld på dagsordenen under sidste del af konferencen, der havde temaet “dataetik og opgaverne for det dataetiske råd”. Klavs Birkholm fra TeknoEtik var eneste oplægsholder til det afsluttende panel. “Der hersker en stor forvirring om, hvad dataetik overhovedet er”, sagde han. For eksempel hævder et fremtrædende medlem af tænketanken Dataethics.eu: “Dateetikken ser fremad og spørger ind til, hvordan vi kan sikre, at loven følger med udviklingen og tolkes til fordel for den enkelte”. Det er et vildspor. Er de etiske udfordringer måske løst, hvis bare der skabes overensstemmelse mellem teknologi og jura? Slet ikke. Ligesom de heller ikke er håndteret, hvis bare algoritmerne sikrer individerne anonymitet. Etik er meget mere end jura, fastslog Birkholm.

Dernæst gennemgik han principperne for det nuværende (bio)Etiske Råd, som han selv var medlem af i 2003-11. De samme principper bør tages i anvendelse her, blandt andet bør det sikres, at der ikke er tale om en autoritær ekspertforsamling, fremhævede Birkholm.

Den etiske fordring beror nemlig på det sanselige møde mellem mennesker. Den etiske impuls udspringer ikke af at betragte data. At læse på skærmen: “borgeren klør sig nervøst på håndleddet”, dét udløser ikke den samme impuls som selve iagttagelsen af denne kløen gør. Og det siger sig selv, at den nervøse kløen, det triste tonefald og den alkoholiske ånde har ingen virkning på maskinen. Al snak om, at en algoritme kan være etisk – eller at den kan være mere eller mindre etisk – udspringer af uviden­hed om, hvad etik er. For etik er altid situationsbundet til den bestemte kontekst, og den algoritmisk styrede maskine kan kun bygge på kontekst-uafhængighed, på standardiserede målangivelser, konkluderede Birkholm.

Dermed var bolden givet op til det afsluttende panel, hvor Venstres repræsentant, Torsten Schack Pedersen desværre udeblev. De øvrige deltagere var grundlæggende enige i Klavs Birkholms beskrivelse af den etiske og politiske udfordring. Ligesom alle tilsluttede sig Lisbeth Bech Poulsens erklæring, der godt kan fortjene en gentagelse:

“Sammen med klimaspørgsmålet, er det her det største og vigtigste spørgsmål på vores dagsorden overhovedet”.

Udvalgte Powerpoint-slides:

BirgitteEiriksson

HelleAntczak

KlavsBirkholm