Af KLAVS BIRKHOLM og NIELS FRØLICH
”Tiden er inde til at tage vores digitale suverænitet alvorligt”, skriver seks medlemmer af Dataetisk Råd i Informations kronik 22.juli. – Ja! Tiden har været inde i nu mere end 25 år, cirka siden Google som det første techselskab omlagde sin forretningsmodel til overvågningskapitalisme, som Shoshana Zuboff betegner det.
Tiden er med andre ord overmoden. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der overhovedet menes med ”digital suverænitet”.
Vi har i årevis vidst, at Google, Meta (Facebook), Amazon, Microsoft m.fl. registrerer og oplagrer personlige data på alle brugere. Hvilken trussel, det udgør mod vores demokratiske samfund, giver de seks forfattere et udmærket, aktuelt eksempel på: da Karim Khan, chefanklager ved den internationale straffedomstol i Haag (ICC) i maj fik sin mailkonto blokeret på ordre fra Donald Trump. Det var i dette tilfælde Microsoft, der bestyrede Karim Khans mailkonto og eksekverede ordren fra den amerikanske præsident. Eksemplet er ikke på nogen måde overraskende. Som whistlebloweren Edward Snowden for længst har konstateret: Enhver ukrypteret besked, der sendes over internettet, bliver leveret til alle efterretningstjenester i verden.
Samtidig er det ubestrideligt, at muligheden for uovervåget debat, brevhemmelighed, retten til privathed osv. er ufravigelige forudsætninger for et levende, fungerende demokrati. Spørgsmålet er derfor: Bringer vi os nærmere en sådan situation, hvis det er Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Peter Hummelgaard i stedet for Donald Trump, der kan læse dine og mine mails og beordre adgangen til vores mailkonto lukket? Eller hvis det er Emmanuel Macron, Friedrich Merz og Ursula von der Leyen?
Selvsagt ikke. Danske værdier og europæiske værdier er muligvis i vore øjne mere tiltalende end amerikanske værdier, men for det første tager både Hummelgaard og von der Leyen tydeligvis meget let på både etiske og demokratiske værdier, og for det andet kan de begge hurtigt blive erstattet af andre, der eksempelvis føler sig mere forbundne med Trump og hans værdisæt. Eller med Putins. Og det vil vel at mærke kunne ske uden den mindste forandring af selve teknologien og dens muligheder.
Så hvis man vil forholde sig dataetisk, bør man så ikke før noget andet forholde sig til selve teknologien og dens iboende muligheder: ⋇ Rummer teknologien risici for den enkelte bruger og/eller samfundet? ⋇ Vil nogen aktør kunne misbruge den? ⋇ Hvordan forandres tilværelsen for den enkelt og for samfundet på længere sigt, hvis/når teknologien er fuldt implementeret? Som de seks forfattere meget rigtigt observerer: ”Dataetik er ikke et tillæg til digitaliseringen”.
Men er det ikke lige præcis sådan, ansatserne til ”dateetik” har været drevet indtil nu (hvis det overhovedet giver mening at tale om ansatser til dataetik i dansk sammenhæng)? Som ”et tillæg”? Uden det mindste forsøg på at afklare, hvad etik i denne sammenhæng betyder?
I kronikken anbefaler de seks medlemmer af Dataetisk Råd ”tre nødvendige skridt”, der i hvert fald ikke bringer os videre end ”et tillæg”: (1) Der skal etableres et nationalt register over, hvilke platforme de offentlige institutioner benytter sig af. Uden overblik ”kan man ikke stille nogen til ansvar”. Sandt nok, og et sådant register burde allerede være en selvfølge. Problemet er bare, at det er regeringen selv, der har stået i spidsen for den opskruede og forjagede digitalisering. Ansvaret peger tilbage på politikerne. (2) Myndighederne skal hjælpes til at træffe selvstændige valg og rådgives om data”etiske” (?) alternativer. Men hvem skal levere en sådan rådgivning, når diverse uddannelsesinstitutioner en masse sprøjter konsulenter og it-rådgivere ud, som ikke alene savner kulturel dannelse, men også indsigt i digitale systemer; de kan alene forklare, at digitalisering altid er et fremskridt og at skepsis skyldes alderdom og forstokkethed. Stort set al forskningsstøtte fremmer i øjeblikket den samme indskrænkethed. Og både de folkevalgte og deres embedsmænd er prisgivet denne højtråbende uvidenhed.
Endelig anbefaler de seks forfattere (3), at digitaliseringstempoet sættes ned. Det vil under alle omstændigheder være et godt og vigtigt tiltag, der måske kan skabe rum til, at digitaliseringsprocessen underkastes de nødvendige etiske overvejelser – men er selvfølgelig ikke et etisk skridt i sig selv. Som eksempel på den nødvendige opbremsning nævner forfatterne det aktuelle pres fra de mange tilbud om ”revolutionerende” AI. Og det er sandt, at ledere på både gymnasier og videregående uddannelsesinstitutioner kun i de færreste tilfælde har modet til at forbyde AI – med den konsekvens, at både eksaminer og i stigende grad de enkelte uddannelseskurser er på vej til at blive helt værdiløse.
Politikere og erhvervsfolk er tilsyneladende stolte over, at Danmark i årevis har været foregangsland, når det drejer sig om lynhurtig og ganske uigennemtænkt digitalisering. Efter vores opfattelse er denne begejstring hovedløs. Den danske digitalisering er sket hen over hovedet på borgerne og uden overhovedet at forholde sig til de demokratiske aspekter af at gennemdigitalisere samfundet.
Det vil være velgørende, hvis Dataetisk Råd vil forsøge at gøre op med denne hovedløshed.
[*] Teksten er en replik til en kronik i dagbladet Information. Den blev afvist af Informations debatredaktion med henvisning til ”pladsmangel”.