1.
Er det dig? ”Homo disconnectus” er Jesper Balslevs samlebetegnelse for den nye, digitale overklasse, der selv vælger at koble på og koble af – alt efter hvornår det passer bedst i sindstilstanden. Hans nye bog er en tour de force gennem hele den mangfoldighed af former, som denne, vor tids mest sjældne og efterspurgte kompetence giver sig udtryk i.
Balslev selv kalder disse former for kompetent afkobling: ”digitalt ikke-brug”. Og det er et velgørende fokus i en tid, hvor pressen ellers mere og mere retter opmærksomheden mod børn og unges patologiske skærmbrug. Som naturligvis er alvorlig nok, men alligevel for intet at regne mod afhængigheden hos de 30-, 40- og 50-årige, der i stigende grad gør en dyd af deres ”nødvendighed” og med en besynderlig stolthed finder meningsløse jobs som ”digitale konsulenter”, ”innovations-rådgivere”, ”AI-eksperter”, og hvad har vi.
En væsentlig del af bogen er viet beskrivelser af de mange forskellige udtryk og begrundelser, som den digitale ikke-brug finder: # Bekvemmeligheden ved at være offline i længere perioder, hvor man gerne vil koncentrere sig om noget bestemt. # Ønsket om at manøvrere uden om de største risici (som flertallet af brugere insisterer på at være lykkeligt uvidende om). # Bevidstheden om klimaudfordringerne, hvor belastningen fra de digitale teknologier hele tiden vokser dramatisk. # Fravalget af en livsverden, der opleves som uæstetisk og derfor tidsspilde (et valg som Balslev dog – lidt uforståeligt for mig – forbinder med lavt digitalt kompetenceniveau).
Alt i alt er afkobling i dag et privilegium. Og derfor kan Balslev mod bogens slutning skrive (lidt skadefro, måske): ”Det, som du måske troede ville være en rundtur i den digitale underklasse – befolket af sure gamle mænd fra den rådne banan, der sidder i netundertrøje og gnaver på deres cerutstump med deres udgave af Ekstra Bladet, mens de planlægger deres næste brokketur hos borgerservice – har faktisk vist sig at være en ekspedition i de ressourcestærkes og privilegeredes virkelighed.” (s. 232)
Når jeg kalder Balslevs fokus ”velgørende”, er det, fordi både de trykte og de elektroniske medier giver tilsyneladende ubegrænset plads til de ovenfor omtalte ”digitale konsulenter” og mere eller mindre selvudnævnte ’eksperter’, der stort set alle kolporterer ét af to nært beslægtede budskaber. Enten: (a) enhver kritik af digitale teknologier er udtryk for en klassisk fremtidsforskrækkelse hos et vist segment af befolkningen, som altid vil være imod det nye; tænk for eksempel på de første automobiler der kunne køre mere end 20 km i timen – var en sådan hastighed ikke sundhedsskadelig for mennesker? Eller: (b) vi kan godt anerkende, at visse digitale teknologier kan have nogle negative bi-effekter, men man skal trods alt først og fremmest betragte deres mange gevinster i form af ”løste opgaver”. (Hvorvidt de pågældende ”opgaver” i det hele taget trænger til at blive løst, tages sjældent eller aldrig i betragtning; det har den amerikansk-hviderussiske tech-forfatter Evgeny Morozov skrevet et væld af artikler og en hel bog om: To Save Everything, Click Here. The Folly of Technological Solutionism).
2.
Et helt aktuelt eksempel er den ophedede debat om introduktionen af AI i skoler og på videregående uddannelser. Rektorer, dekaner, skoleledere og kommunale beslutningstagere har fået tudet ørerne fulde af påstande om, at deres institution vil sakke bagud, hvis ikke man straks lader eleverne lære at benytte den nye teknologi.[1] Rent bortset fra, at de sagesløse elever ganske ulovligt profileres som træningsmateriale for tech-giganterne, sidder en masse uddannelsesledere nu i saksen, blandt andet i forhold til eksaminer. Men de mange konsulenter og eksperter insisterer fortsat på, at det kun er en midlertidig og nødvendig saks; vidunderteknologien skal nok komme videre.
Balslev kalder disse folk medialister, fordi de hylder den opfattelse, at nye medier hele tiden er udtryk for en uafvendelig udvikling, og hvis man ikke hænger på og retter sin opmærksomhed mod medierne, er man straks hægtet af. Han opfatter også sig selv som modsætningen til den mediale tænker, nemlig ”en, der tror, at magtforhold, politiske interesser, og hvad mennesker gør, tror, og siger om hinanden, er vigtigere at forstå end mediet, de siger det i.” (s. 209)
Det er i forlængelse af denne opfattelse, at Balslev gennemgår en række velkendte ”argumenter” imod de digitaliseringskritiske røster i uddannelsesdebatten – og formulerer sine egne kontrapunkter. For eksempel:
(a) ”Forældre og institutioner skal møde børnene der, hvor de er”. Det siger sig selv. Men kontrapunktet lyder, at børn er alle mulige steder, og måske allermindst der, hvor de teknofile beslutningstagere antager. Børn ”er langt mindre interesserede i kalendere, netbank, regneark og kommunikationsfunktioner, end de er i spil og underholdning.” Og for resten er også børns legeunivers historisk foranderligt. Engang foregik det på legepladser, og ”hvad gør medialisterne den dag, der bliver opfundet en dims, der er langt mere spændende og interessant end smartphonen?”
(b) ”Skolen skal forberede børn på fremtiden”. Også dette argument er selvindlysende. Men hvem kender fremtiden? Det gør ingen! Kun Big Data-algoritmer bygger på den antagelse, at fremtiden kan ses ved at projicere data fra nutiden ud i det ellers ukendte. Fremtidsforskning nærmer sig stupiditet og har også altid vist sig at slå fejl. I øvrigt ved vi i dag, at de digitale teknologiers enorme ressourceforbrug må standse, hvis livet på kloden overhovedet skal have en fremtid. Så kommende teknologier må og skal være helt anderledes end de nuværende. Måske er det netop nutidens børn, der om få år skal udvikle dem?
(c) ”En iPad er ligesom en blyant”. Argumentet er det allestedsnærværende og helt igennem forfejlede diktum, at teknologien er neutral; det er, hvad man bruger den til, der afgør sagen. Kontrapunktet er, at hvis de to teknologier virkelig var det samme, så ville blyantens strømforbrug og CO2-aftryk været mange gange større end nogensinde registreret; blyanten ville gemme ”data om, hvad du bruger den til og sladre om, hvad du skrev og tegnede”; blyanten ”ville vise reklamer i alle mulige sammenhænge”; og blyanten ville nogle gange ”ikke virke, fordi dens styresystem skulle opdateres”. Så alt i alt et ganske besynderligt argument.
Balslev nævner tilsammen elleve af den slags argumenter, stort set alle med det til fælles, at de søger at skyde et standpunkt ned, som ingen hævder. Alle er de forsøg på at undvige den specifikke kritik af et bestemt design, eller en bestemt funktion, for i stedet at fremsætte helt generelle modsvar, der ingen adresse har. Såsom: ”vi skal ikke tilbage til stenalderen” og: ”der er også mange gode ting ved digitalisering”.
Jeg har selv været ude for i en radiodebat – hvor jeg på forhånd havde fået studieværtens garanti for, at vi ikke skulle diskutere for/imod, sort/hvid – at så snart jeg på værtens anfordring havde nævnt en digital teknologi, som kunne kritiseres (Amazon’s Dash Button, nu udfaset), sprang min ”diskussionspartner” op som trold af en æske og beskyldte mig for at foretrække at gå i skoven med en spade frem for at benytte det vandskyllende toilet.[2]
3.
Store dele af Balslevs højst anbefalelsesværdige bog er viet gennemgange, i flere tilfælde udførlige gennemgange, af eksisterende forskning i digitalt ikke-brug. Etnografer, sociologer, filosoffer m.fl. har forsøgt at kortlægge eller at ræsonnere sig frem til, hvad der driver udvalgte grupper af ikke-brugere. Udbuddet er både betragteligt og væsentligt at være opmærksom på.
Men selv om Balslev således argumenterer på grundlag af et akademisk fundament af ’Digital Disconnection Studies’, vil jeg tillade mig at være i opposition på et enkelt punkt. For at kunne træffe det komfortable valg om afkobling skal den enkelte kunne opleve en belønning – at det udløser ”slik”, hævder han. ”Spørger man folk, om de helst vil have en saftig plantebøf eller arbejde med den kompleksitet der kendetegner bæredygtighed, ville folk foretrække det første.” (s. 237)
Sååh, Jesper! Hvor har du det fra? Er jeg virkelig så unormal, fordi jeg gerne vil arbejde med komplekse fænomener, der måske kan bidrage til bæredygtighed på kloden? Sjovt nok ikke ifølge Balslev selv. Han fremhæver nemlig ”fordelene ved nøjsomhed, afsavn, askese, tilbageholdenhed, ikke-brug, mådehold, sparsommelighed, selvbeherskelse og afmålthed” (s. 231) Det er ikke dyder, jeg vægter lige højt alle sammen, men jeg anerkender pointen: at her ligger nøglen til dybere refleksion og det afgørende for al original tænkning: ”at turde følge en sti uden at vide, hvor den ender”.
Den måske -allervigtigste pointe i hele bogen, kommer fra Edward Snowden: ”Enhver ukrypteret besked, der sendes over internettet, bliver leveret til alle efterretningstjenester i verden” (s. 153). Modstil tidligere digitaliseringsminister Marie Bjerres udtalelse til pressen: ”Det skal ikke være en rettighed at leve analogt” (s. 55). I disse to korte sentenser er der efter min opfattelse tilstrækkelig begrundelse for at forsvare sin digitale ikke-brug med ønsket om at bevare folkestyret.
Jeg kan godt se, at når Balslev tager udgangspunkt i det, en anmelder ved Weekend-Avisen har kaldt ”jegkapitalismens tidsalder”, kan digitalt ikke-brug kun begrundes med egen bekvemmelighed. Men står det virkelig så galt til? Det tror og håber jeg ikke.
Jesper Balslev: Digitaliseringens brudte løfter. Om at sætte grænser for toksisk teknologi. Hogrefe Psykologisk Forlag. 262 sider.
[1] Se også Ben Williamson: ”AI i uddannelsesvæsenet er et offentligt anliggende”, TeknoEtik 8.april 2024.
[2] Refereret i Klavs Birkholm: Politiske smuler (2018), J&D Forlag. Side 151 ff.