Skip to content

Bond og Superman er ikke længere bare fiktion

En bølge af nye teknologier demonstrerer, hvordan teknologisk innovation og kulturel normdannelse mere og mere spiller sammen i et næsten ubrydeligt spin

1.

I Los Angeles, på vej ud mod Santa Monica, ligger Californiens største universitet, University of Southern California. Her arbejder professor Theodore W. Berger og hans kollegaer ved Institut for Biomedicinsk Ingeniørvidenskab på at udvikle en “kognitiv protese” – en protese til hjernen. Mange har sikkert hørt om intelligente proteser til arme og ben, fødder og hænder, men mon ikke de færreste er vidende om, at forskningen længe og systematisk har arbejdet på at implantere ekstra hukommelse i menneskers hoveder?

Taler vi om computere, kaldes hukommelsesudvidelser ved det engelske ord: et memory expansion card. Det indsættes i computerens bundkort, hvor der findes et dertil indrettet memory expansion slot. Men hjernen er netop ikke en computer. Hjernen har ikke noget bundkort. Og hvor computeren opererer ved hjælp af digital (0/1) information i kredsløb af halvledere, kan hver eneste af hjernens mere end 100 milliarder neuroner vælge analogt mellem 10.000 andre neuroner at kommunikere med, en kommunikation der finder sted gennem en palet af forskellige, kemiske transmittere, som kan spille sammen i et utal af variationer.

Denne betagende forskel i stof og struktur er sikkert årsagen til, at naturvidenskabsfolk ved H.C. Ørsted Instituttet nærmest hovedrystende afviste det som håbløs science fiction, da jeg for nogle år siden fortalte dem om diverse bestræbelser på at danne et interface mellem menneskets hjerne og en avanceret computer. Ikke desto mindre hævder Theodore Berger og hans team nu, at de er kommet langt nærmere målet end for bare fem år siden.

Formålet er naturligvis ædelt (det er forskeres formål stort set altid!). Det handler om at hjælpe mennesker, der har mistet evnen til at lagre hukommelse – enten fordi hjernen er blevet beskadiget ved en ulykke, eller fordi de lider af Alzheimers Syndrom eller en anden demenssygdom. Bergers hold mener at have afkodet, hvad der overordnet sker i den del af hjernen, der kaldes hippocampus, når en korttidshukommelse transformeres til langtidshukommelse. Deres trick er så at indsætte en intelligent erstatning for den ødelagte del af hippocampus – et implantat, som ved hjælp af uhyre komplicerede algoritmer kan overtage opgaven med at transformere korttids- til langtidshukommelse og herefter sende den transformerede information videre til lagring i de relevante dele af hjernen. Trods sygdomme og ulykkesskader bliver vi nemlig ved med at danne korttidshukommelse, ligesom vi bevarer masser af kapacitet til at langtidslagre; det er overførslen fra førstnævnte til sidstnævnte, det kniber med hos demente og hjerneskadede.

Det er lykkedes at få teknologien til at fungere først på rotter og siden på makakaber, fortæller professor Berger. Nu forbereder han tilsvarende eksperimenter med mennesker. Det er bare betydelig mere omstændeligt, da man her skal respektere langt flere – og mere udtrykkeligt formulerede – etiske protokoller.  Hvad forsøgsdyrene angår, har forskerne først lært dem at huske forskellige ting, og derefter har de ved hjælp af neurokirurgi ”slettet” deres hukommelse – og den slags kan mennesker som regel ikke lide på sig selv. Derfor er forskerholdet tvunget til at finde andre veje til de menneskelige eksperimenter.

2.

Det er altså en voldsom etisk udfordring, disse hjerneprotese-forskere står over for, når de på deres vej skal undersøge, hvordan teknologien virker i praksis, inden de eventuelt går videre med planer om at behandle virkelige patienter. Men som om, det ikke var nok, støder forskningen også ind i et andet og muligvis endnu større etisk dilemma. På nogle dyr har man nemlig også forsøgt at indsætte et hippocampus-surrogat uden først at have fjernet hukommelsen; her fremgår det klart, at man på den måde har været i stand til at styrke hukommelsen betydeligt ud over udgangsniveauet – og den slags kan raske mennesker måske godt lide på sig selv?

En optimeret hukommelse! Så behøver studerende eksempelvis ikke længere bekymre sig om skiftende undervisningsministres “fremdriftsreformer”, for et pensum kan indlæres på ingen tid. Og man bliver fri for at styrke sig med Ritalin, Adderall og andre former for “hjernedoping”, hvis langtidsvirkninger endnu er alt for ukendte.

I bogen Efter Mennesket (2016)[1] argumenterer jeg for, at biologisk intelligens og kunstig intelligens slet ikke kan smeltes sammen – til forskel fra, hvad et utal af forskere bilder sig ind. Men jeg viser også, hvor omfattende bestræbelsen for at gøre det alligevel er.

Der er tale om en global bestræbelse efter at optimere den skabning, vi kalder homo sapiens sapiens, og som er fremgået af den naturlige evolution. Mennesket er for ufuldkomment, for mangelfuldt, synes devisen at være. Med allehånde teknologier – fra Bergers hjerneimplantat til fosterdiagnostisk blodscreening; fra synsforstærkende fotoreceptorer i retina til genetisk skræddersyet følelsesmedicin; fra impulsfremmende chips i muskulaturen til stamcellefrembragte kønsceller – forsøger vi at revidere og forbedre vores åbenbart miserable art.

Når vi nu kan gøre det, bør vi åbenbart også gøre det. Nogle forskere har det som deres erklærede målsætning, det er de uforfærdede transhumanister.[2] Andre forskere beskriver det som en mulig sidegevinst – men dog en gevinst – ved deres eget specifikke, højt specialiserede bidrag til den almindelige sygdomsbekæmpelse. Atter andre forskere, sandsynligvis de fleste, skænker ikke optimeringstendensen en tanke; de er nemlig helt fokuserede på deres eget, meget begrænsede genstandsfelt og har aldrig bemærket, hvad K.E. Løgstrup observerede for mere end 30 år siden: at det i reglen er de uforudsete bivirkninger, der forandrer verden. “Hvorfor lægger vi ikke mærke til en revolution, når det er teknologien, der har fremkaldt den? Fordi den fundamentale ændring af samfundet skyldes, ikke teknologiens mål, men dens bivirkninger.”[3]

Denne blindhed er kun blevet mere grel siden Løgstrups dage. Mere end nogensinde er den offentlige samtale præget af distraktion i forhold til udviklingen af nye teknologier. En positiv undtagelse er Det Etiske Råds redegørelse fra november 2010, Medicinsk Optimering, som bidrog til at fremkalde en betragtelig og temmelig vedholdende debat om overdreven brug af medicin og diagnoser til andre formål end helbredelse. Ved offentliggørelsen blev temaet nærmest latterliggjort af filosoffen Thomas Søbirk Petersen, som hævdede, at danske universiteter ville sakke agterud i den internationale konkurrence, hvis ikke de studerende legalt kunne optimere sig med neurokemisk medicin. Og speciallæge i børnepsykiatri Per Hove Thomsen mente dengang, at man endnu manglede at “fange” næsten halvdelen af de børn, der kunne diagnosticeres med ADHD og derfor kunne sættes i behandling med Ritalin. Når Hove Thomsen efterfølgende har dæmpet sig betragteligt, og Søbirk Petersens påstand nærmest forekommer uansvarlig, skyldes det ikke mindst de følgende syv års debat, som har nuanceret offentlighedens synspunkter ikke så lidt.

3.

Men det er som nævnt en undtagelse. Holder vi os et øjeblik til Det Etiske Råds initiativer, kan Fremtidens Fosterdiagnostik fra 2009 nævnes som et typisk modeksempel. Denne redegørelse er en alvorlig advarsel mod de samfundsmæssige konsekvenser af nye diagnostiske teknologier, som vil kunne vende op og ned på vores forestillinger om graviditet og normalitet. En ny teknologi er allerede udviklet, som gør det muligt at finde hele celler eller cellefrit DNA fra fosteret i moderens blod, endnu mens det er temmelig nyt – kun omkring 8 uger gammelt. Det er ganske vist vanskeligere end at finde en nål i en høstak, men kan alligevel lade sig gøre, ikke mindst takket være nutidens enorme computerkraft. På det nuværende stade er teknologien meget kostbar, men computerudviklingen foregår som bekendt i rivende hast, så det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før end det vil være rentabelt for regionerne at indføre den omtalte blodprøve som et generelt tilbud til alle gravide.

Hvor den aktuelle nakkefoldsscanning kun leverer risikotal for mulige kromosomfejl hos fostret (typisk Downs Syndrom), vil den nye teknologi kunne fortælle langt mere. Med et fuldstændigt billede af fosterets genetiske profil vil fødselslægerne – 3-4 uger inden grænsen for den frie abort – kunne levere risikotal for eksempelvis allergiske lidelser, Aspergers, dyslexi, dårlig metabolisme (tendens til overvægt), udbrud af brystcancer i 40-års alderen, seglcelleanæmi og meget, meget mere – herunder også mere alvorlige sygdomme.

I de fleste tilfælde er der ganske vist kun tale om risikotal, ikke sikre dispositioner. Men hvad skal et vordende forældrepar stille op, hvis de får besked om, at der er en risiko på 1:30 for, at deres kommende søn bliver overvægtig? Eller et andet par, der får at vide, at deres kommende datter med en sandsynlighed på 1:2 vil få konstateret brystkræft engang efter 2057?

Den nuværende nakkefoldsscanning blev indført i 2004 af Sundhedsstyrelsen og de amtskommunale administrationer til trods for, at Folketinget udtrykkeligt havde bedt om en anden løsning. Sundhedsstyrelsens etiske figenblad var den absurde påstand om, at hvert enkelt par på den måde selv kan træffe deres eget, informerede valg. Kan man forestille sig, at noget tilsvarende bliver sagt til de to nævnte par, hvis fostre bærer risiko for overvægt og brystcancer – flere uger før end de helt “frit” og uden begrundelse kan beslutte at få en abort?

Påstanden om, at enhver har et frit valg, uafhængigt af systemets tilbud og uafhængigt af alle andre gravides valg, er selvfølgelig falsk. I førnævnte bog kalder jeg det ”eremitargumentet”. Intet menneske lever i ophøjet isolation, og derfor risikerer vi et kapløb for systematisk optimering af den danske befolknings genmasse. Netop for at undgå en så uheldig udvikling opfordrede 2009-redegørelsen fra Det Etiske Råd Folketinget til at gribe ind og forhindre et sådant nyt screeningssystem i at blive indført administrativt, uden forudgående folkelig debat og politisk stillingtagen. Folketingets partier modtog redegørelsen med lovord, men har i de efterfølgende otte år ikke foretaget sig noget som helst i sagen. Formodentlig fordi det ikke handler om teknologiens mål, men om dens bivirkninger, og – for at vende tilbage til Løgstrup – det er bivirkningerne, der revolutionerer samfundet.

4.

Det er på sin vis ikke vanskeligt at finde forklaringer på, hvorfor hele denne optimerings-revolution for tiden pibler frem gennem en mangfoldighed af biomedicinske teknologier.

Blandt andet bliver konkurrencen om uddannelsespladser og arbejdspladser stadig hårdere. Vi skal kort sagt præstere. Ikke på samme måde som i tidligere samfund, hvor sult og nød bankede på, hvis ikke høsten kom i hus, hvis ikke skovarealet blev fældet, hvis ikke fiskenettet blev fyldt o.s.v. “Præstationen” var dengang et livtag med den ofte barske natur, og det kunne sagtens forekomme, at smerte eller søvntrang måtte skubbes til side. Præstationen var ikke en performance, som det er tilfældet i dag.

Vi skal heller ikke længere præstere som i industrisamfundet, hvor det gjaldt om at nå så og så meget inden fyraften, hvorefter man som lønmodtager til gengæld ikke længere skulle præstere, men havde helt fri.

I dag skal vi ikke alene præstere døgnet rundt, vi skal også præstere på en besynderlig abstrakt skala, hvor formålet ikke er håndgribeligt: evalueringskriterier, rater, måltal, ECTS-points o.s.v. Og samtidig med, at vi præsterer, skal vi vel at mærke ligne en succes. Vi skal fremtræde ubesværede og lykkelige. Kun således kan vi sikre, at vi er tilstrækkelig efterspurgte.

Det er en kulturel skizofreni, der har mange udslag, hvoraf stress og depression hører blandt de mest veldokumenterede. En tilstand, der ganske vist giver masser af beskæftigelse i coach-, wellness-, fitness- og terapi-brancherne, men også giver næring til den underliggende utopi om perfektion. 007, Superman, Batman og Modesty Blaise er ikke længere mytologiske fantasiskikkelser, ikke bare uskyldig fiktion. De er blevet rollemodeller. Vi skal ikke bare fornøje os med dem i biografen eller på sofaen. Vi skal arbejde på at kunne leve op til dem.

Og her tilbyder de nye optimeringsteknologier tilsyneladende en stor lettelse. Allerede i 1969 forudsagde den amerikanske molekylærbiolog Robert L. Sinsheimer profetisk, at en ny tids eugenik (arvehygiejne) kunne gennemføres uden den brug af den samfundsmæssige tvang, som skæmmede tilsvarende bestræbelser i 1930’erne og -40’erne (ikke blot i Det Tredje Rige, men også i mange vestlige demokratier). En ny tids arvehygiejne kunne lægges over til det individuelle valg, forudsagde Sinsheimer. For den genetiske ingeniørkunst ville kunne befri mennesket fra nogle af dets hidtil mest urokkelige grænser: et utal af større og mindre handicap og en ubønhørligt fremadskridende alderdomssvækkelse.[4]

Ja, ikke nok med det: Hvor Kopernikus og Darwin i århundrederne forud havde detroniseret mennesket fra universets centrum, ville den nye biologi kunne genindsætte vores art i denne position. Som Sinsheimer skrev, kan mennesket nemlig “blive agent for overgangen til en helt ny retning i evolutionen. Det vil blive en kosmisk begivenhed”.

En begivenhed, hvor videnskabsmanden bliver Gud. Helt bogstaveligt.

 

[1] Klavs Birkholm, Efter Mennesket. På vej mod homo artefakt. København: Samfundslitteratur.

[2] En af Danmarks førende transhumanister er videnskabsjournalisten Lone Frank. Se f.eks. Klavs Birkholm, ”Ikke ligefrem noget lysthus” i tidsskriftet Social Kritik  No. 147 (oktober 2016). Artiklen er en anmeldelse af Franks bog, Lystens pioner (2016),

[3] K.E. Løgstrup, System og Symbol, 1983; side 23.

[4] Robert L. Sinsheimer, “The Prospect of Designed Genetic Change” (1969), genoptrykt i Ruth Chadwick (ed.), Ethics, Reproduction and Genetic Control (1987). London: Croom Helm.