Digitalisering i uddannelserne: etiske og læringsmæssige udfordringer. Rapport fra en konference

Konferencen blev afholdt 20.oktober 2020 og var arrangeret af:
Tænketanken TeknoEtik (TeknoEtik.org)
Dansk Magisterforening (DM)
Gymnasieskolens Lærerforening (GL)
Teknoantropologi ved Aalborg Universitet

TEMA: Kan en større del af de videregående uddannelser og børns skolegang i de mindre klasser flyttes over på digitale platforme? Bestræbelsen har længe været i gang og har med Corona-krisen fået et kæmpe nøk fremad. Men meningerne er delte, når gevinster og omkostninger gøres op.

Både folkeskoler, gymnasier, professionshøjskoler og universiteter mener at kunne spare på budgetterne, mens virkeligheden ofte viser sig at være den modsatte. Desuden peger talrige undersøgelser på, at de digitale platforme svækker læringen hos de svagere elever og studerende. Og hvad med læreren som en betydningsfuld rollemodel?

Står vi overfor valget mellem skolen for livet og skolen for skærmen?

Velkomst / ved Klavs Birkholm, TeknoEtik.

Idéen til denne konference blev undfanget i sensommeren 2019 i tænketanken TeknoEtik. Dengang var vi godt opmærksomme på, at digitalisering i uddannelserne ville blive mere og mere aktuelt, men SÅ aktuelt som det nu er blevet, havde næppe nogen forestillet sig. Ingen havde på det tidspunkt hørt om en smitte­epidemi fra et kinesisk fødevaremarked.

Covid-19 har gjort konferencens debat livsnødvendig. For det første fordi vi lige pludselig står med enormt mange erfaringer, både i Danmark og i udlandet, erfaringer som i dén grad kalder på at blive bearbejdet. For det andet fordi smitte-forholdsreglerne har fået digitaliseringshysteriet til at eskalere enormt. Én af de største trusler mod vores fælles fremtid er den sejlivede myte om, at alle samfundets problemer, ja alle menneskehedens problemer, kan løses med teknologi. Nej: Teknologi forsyner os med fortræffelige redskaber. Men intet redskab overgår menneskets sunde fornuft.

På konferenceprogrammet er fem fantastiske oplæg og fem fantastiske workshops. På arrangørernes vegne vil jeg gerne takke alle de medvirkende, som ikke alene beredvilligt, men med entusiasme har sagt ja til at gøre programmet super relevant og appetitligt.

1. Jesper Balslev: Hvor blev fornuften af?

Både i gymnasiet og ved de videregående uddannelser indføres digitale platforme med rasende hast. Hvad er konsekvenserne? Hvor fører det os hen, og hvilke gevinster forventer vi? Ved vi overhovedet, hvorfor vi gør det?

Jesper Balslev tog fat i de begrundelser, der gives for at fremme en digitalisering af uddannelserne, bl.a.:

  • Øget adgang til viden
  • Differentieret læring
  • Tilgængelighed og mobilitet
  • Engagering af de ’digitalt indfødte’

Disse mål er ikke blevet indfriet. På samme måde som alkymisterne i fortiden mente, at man ved at blande et uædelt metal med ’de vises sten’ kunne frembringe guld, er der blandt politikere og andre beslutningstagere med Balslevs ord opstået en alkymistisk forestilling om, at man ved at blande ’digitalt indfødte’ og teknologien som ved et trylleslag vil kunne frembringe ’læringsguld’.

Der er store økonomiske interesser forbundet med digitaliseringen, fordi transnationale firmaer indenfor EduTech gerne vil udvinde dette ’guld’. Konsulentfirmaer og tech-firmaer gør sig store anstrengelser for at retfærdiggøre digitaliseringen på uddannelsesområdet f.eks. i form af effektivitetsberegninger. Balslev undrede sig i den forbindelse over, at det store konsulentfirma Deloitte, kort før en række grønthøsterbesparelser på uddannelsesområdet blev gennemført, kunne vise, at effektiviseringspotentialet ved anvendelse af podcast i undervisningen var på 2,0%!

I det hele taget er teknologiseringen af uddannelserne stærkt inspireret af New Public Management (NPM) som parallel til den industrialisering af offentlige servicefunktioner, der er en del af NPM. Men den fjernundervisning, uddannelsesinstitutioner har indført under Corona-epidemien, er i realiteten et gigantisk eksperiment på samfundsniveau; både vidensbaserede antagelser og evalueringer savnes fremdeles.

De foreløbige erfaringer er ikke imponerende: I undersøgelser foretaget blandt 1200 studerende på CBS og studerende, der er medlemmer af DJØF, siger to tredjedele, at fjernundervisningen er mindre motiverende end den personlige undervisning.

Der sker desuden for mange væsentlige forskydninger i balancen mellem arbejde (studier) og fritid, noget der opfordrer til at der sættes grænser for arbejdstiden brugt ved skærmen. Balslev konkluderer, at digitale uddannelsesløsninger ikke kan erstatte fysisk tilstedeværelse.

Dernæst rejste Balslev spørgsmålet: ”Hvad koster det?” Og svarede: ”Ingen ved det”. Når man vil undersøge, hvad digitaliseringen af uddannelserne koster, hvor langt ’ud’ skal man så gå for at inddrage de reelle omkostninger? Udover de nominelle omkostninger ved køb af teknologien, er der en række immatrielle som f.eks. møder, efteruddannelser osv. Desuden må man i sine analyser medtage fordelingen mellem værdileverancer og de ressourcer, der bruges på det, man kalder ’failure demand’, som f.eks. er dårligt designede interfaces til programmer og systemer, programmer der kræver opdateringer af andre dele af systemet, funktionaliteter der fejler osv. Altså al den spildtid der medgår til brugen af digitaliseret uddannelse. Dette sker ikke med de nuværende forudsigelser, budgetter og beregninger.

Oveni dette kommer manglen på en decideret didaktik for fjernundervisning. I den forbindelse rejste Balslev spørgsmålet om, hvilke analoge kompetencer, der er en forudsætning for de digitale kompetencer. Dette er ikke noget, der er udviklet endnu. Balslev efterlyste desuden et sæt af analoge rettigheder på uddannelsesområdet svarende til de generelle rettigheder vedrørende kontakten mellem borgere og myndigheder, som Analogiseringsstyrelsen har formuleret:

1. Myndighederne kan aldrig pålægge borgere i Danmark at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner.

2. Myndighederne kan ikke kræve af en borger, at man er i besiddelse af computere, smartphones eller andre lignende apparater, for at kunne få den betjening, man har krav på.

3. Al borgerbetjening skal tilgodese både digitale og analoge danskere.

4. Borgere skal kunne møde fysisk op og møde en ansvarlig, menneskelig repræsentant for de systemer, der har truffet en beslutning på deres vegne. Repræsentanten skal kunne forklare beslutningen på en let forståelig, og juridisk holdbar måde. I tvivlstilfælde bør menneskelige, juridiske skøn have forrang for algoritmiske beslutninger.

5. Borgerne skal frit kunne vælge mellem om de ønsker en digital eller en analog behandling af myndighederne.

Etc.

Balslev foreslog endelig, at man, for at kunne sammenligne udbyttet af digitaliseret undervisning med fysisk undervisning, laver kvalificerede evalueringer og undersøgelser med inddragelse af analoge kontrolgrupper, der gennem f.eks. et år skal arbejde helt uden digitale hjælpemidler.

De tre skarpe til Balslev:

1.Ved vi overhovedet, hvorfor vi gør det? – Vi startede med internettet – det var magiske tider. Vi troede på, at digitaliseringen ville øge demokratiet og inklusionen. Vi har svært ved at slippe drømmen. Vi har brugt så meget tid og så mange penge på at få lortet til at virke, så vi kan ikke bakke.”

2. Har vi et alternativ? –”Differentieret undervisning kræver mennesker”

3. Findes der en digital pædagogik? – ”Nej, kun en pædagogik”

(Link til Jesper Balslevs præsentation findes i bunden af konferencereferatet)

2. Line Palle Andersen: Hvor bliver dannelsen af?

Med digitaliseringen forsvinder det dannelsesideal, som gymnasiet og universiteterne i århundreder har bygget på. Hvilket menneskesyn træder i stedet, og hvordan påvirker det de unge og deres undervisere?

Line Palle Andersen lagde ud med at slå fast, at det ikke er digitaliseringen, der er årsag til, at dannelsen forsvinder. Det er tværtimod en udvikling, der længe har været på vej. Dansk dannelsestradition hviler på det tyske dannelsesideal, hvor menneskets ukrænkelighed og myndighed står centralt. Den nationalstatslige undervisning, der hviler på dette ideal, tjener til at binde land og generationer sammen for at forme gode kristne, loyale borgere med dansk fædrelandskærlighed – katedret afløser prædikestolen. Metoden var udenadslære, og man opmuntrede ikke til det at lære at skrive; det er en aktiv handling, der kunne føre til farlig selvstændighed.

Frem til 2. verdenskrig var universitetet en eliteinstitution, men efter 2. verdenskrig opstod et nyt, demokratisk ideal, der skulle fremme dannelsen af ligeværdige borgere. Indtil 1960erne var formålet at udvide middelklassen, og viden var et legitimt mål i sig selv. I dag drejer uddannelse sig om at opnå færdigheder og kompetencer, der umiddelbart er nyttige og kan bruges på arbejdsmarkedet. Denne tilgang til dannelse og læring understøttes af de digitale værktøjer. Læreren bliver facilitator for indhold, der defineres af andre. Samtidig bliver de studerende til uddannelsesforbrugere. På europæisk plan er det en forudsætning for arbejdskraftens frie bevægelighed, at uddannelserne synkroniseres. Det sker ved hjælp af Bologna-processen, brugen af detaljerede læringsmål, ECTS-points osv. Men dannelse kan ikke operationaliseres. Spørgsmålet er, om vi ønsker at frembringe selvstændige mennesker eller omstillingsparate medarbejdere?

Line Palle Andersen redegjorde for forskellen mellem det germanske menneskesyn og det angelsaksiske, og hvad det medfører på det pædagogiske niveau: I det germanske menneskesyn er individet en del af et kollektiv (’rundkredspædagogik’), mens gruppen i det angelsaksiske menneskesyn står i vejen for individet (hierarkisk pædagogik). Idéen om ’dannelse’ rummer idéen om et fællesskab, mens ’kompetence’ er noget, vi kan opnå som individer.

De Fem Store Tech-virksomheder (Google, Facebook, Apple, Amazon og Microsoft)  deler verdensmarkedet mellem sig, og har i deres jagt på øgede markedsandele kastet sig over de to mest lukrative markeder, nemlig sundhed og uddannelse. Digitalisering af uddannelse understøtter konkurrencestatens mål om, at vi skal kunne klare os selv, så hvad er det tech-giganterne kan danne os til? Deres dannelsesideal er, at vi skal blive kritikløse forbrugere, en slags virkeliggørelse af Huxleys ”Fagre ny verden”.

De menneskelige resultater af denne udvikling er tiltagende mismod, depression og oplevelse af meningsløshed. Hvor øget viden førhen førte os nye steder hen, fører den nu til mørke og kaos. Men dannelse kræver basisviden, kildekritik og selvstændighed. Hvor det før var indholdet, der var det vigtigste, er det nu metoden. Vi skal være opmærksomme på at digitaliseringen er et middel og ikke et mål.

De tre skarpe til Line Palle:

1. Udvider Google vores horisont? – ”Nej, Google definerer svaret, mens samtale udvider horisonten.”

2.Theresa Scavenius hævdede for nylig i Dagbladet Information, at de studerende ikke længere går på universitetet for at opsøge og tilegne sig viden, men for at få det minimum af bevispapirer, der giver dem adgang til erhvervslivets konsulentjobs. Har hun ret? – ”Ja, de studerende udfylder den rolle, systemet har bestemt for dem.”

3. Hvad er mon årsagen til, at der er kommet meget mere underholdning i undervisningen? – ”Kan man underholde sig til dannelse?”

(Link til Line Palle Andersens præsentation findes i bunden af konferencereferatet)

3. Søren Hebsgaard: Hvor blev hjernen af?

Mange forskere peger nu på, at gymnasieelever får sværere ved at koncentrere sig, når de har digitale apparater med i under­visningen. Universitets­lærere klager over, at studenter er fraværende, mens de er til stede. Hvordan kommer hjernerne tilbage til nærvær i undervisningen?

Søren Hebsgaard lagde hårdt ud med at konstatere, at ”multitasking er at fucke flere ting op på en gang”. Det viser sig, at mange elever tror de kan have to ’opmærksomhedsprojektører’ tændt på en og samme tid; at de både kan være med i undervisningen og samtidigt chatte på deres smartphone. Den teknologiske revolution er sket så hurtigt, at den menneskelige hjerne ikke kan følge med.

Vi må stille os spørgsmålet: Hvad kan og skal ’det normale’ være? Der er for få modige mennesker, der tør at mene noget. Skolelederne er bange for at tage stilling i sagen, og det gør det svært at være lærer, for så ender ansvaret hos den enkelte lærer, i stedet for at være en fælles opgave.

Hebsgaard har lavet en række undersøgelser i gymnasiet. Lagkagen på slide 8 viser, hvor ofte gymnasieelever (2.500 1. g-ere) tjekker deres device. På spørgsmålet om, hvad de selv mener om deres forbrug, svarede 34% af drengene og 60% af pigerne, at de bruger mobilen for meget. Hver femte i undersøgelsen forklarer sig med, at de føler det nødvendigt at være tilgængelig for de digitale kontakter hele tiden. Mange elever er altså i mobilens vold.

Man skal gøre sig klart, at information forbruger opmærksomhed, og at læreren ikke kan konkurrere med skærmen. Det er noget tech-giganterne godt ved, og som illustreres ved at f.eks. Netflix har sat intervallet for autoplay-funtionen – den funktion, der gør, at næste film eller indslag automatisk vises, hvis ikke brugeren gør noget for at stoppe det – ned til 3 sekunder.

En anden effekt af skærmens fortryllelse er, at 15% af de kvindelige elever og 20% af de mandlige ikke får lavet lektier, fordi de bruger tiden på de sociale medier. De kan ikke finde ud af at navigere i det, og vi bliver som ansvarlige voksne nødt til at skabe rum for refleksion. Et sådant refleksionsrum kan ikke skabes samtidig med at skærmene er der.

Hebsgaards undersøgelse viser, at eleverne i stort omfang bruger IT til andet, end de burde, og at det sker mest, når de arbejder alene eller i klasseundervisningen, men mindst i gruppearbejde. Over halvdelen siger, de gør det, fordi de keder sig, mens kun godt en fjerdedel gør det fordi de skal søge undervisningsrelevant information.

Svaret ”Jeg kan multitaske” passer simpelthen ikke – det kan ingen ifølge Hebsgaard. Jo mere man multitasker, jo dårligere bliver man til at fokusere. Vi skal i stedet lære vores elever at blive bedre til at fokusere. Hvis vi tillader flere informationsspor i undervisningen på én gang, ja så går det galt med læringsprocesserne.

Resultaterne af Hebsgaards undersøgelser rejser spørgsmålet om, hvornår IT for alvor bidrager positivt til elevers og studerendes læring. Hebsgaard mener, at vi går galt i byen, hvis vi bruger IT som universalværktøj efter devisen ”at for en hammer er alle løsninger søm”. Hebsgaard brugte eksemplet om at bruge computere til at tage noter med:  Næsten ingen mennesker kan huske det, de har skrevet ned på pc. Man husker meget bedre, hvis man tager håndskrevne noter, som man eventuelt DEREFTER kan tage et billede af og gemme. Det er god brug af IT!

To skarpe til Søren Hebsgaard:

1. “Hvad siger du til, at du jo selv bruger tech-giganternes dimser, der kan trække data om dig? – ”Det afgørende er om man betaler dem med penge eller med data.”

2. Nicholas Carr viste for et par år siden i bogen The Shallows, at vi alle får sværere og sværere ved at læse længere tekster. Er der derfor andet at gøre end at insistere på at multitaske? – ”Nogen tror, at vi bare skal blive bedre til det, men jo mere man øver sig, jo mindre kan man gøre det. Vi skal lære os selv muligheden for at lære noget. Forrest-appen disciplinerer min koncentration.”

Spørgsmål og kommentarer fra salen:

Kan vi som lærere selv multitaske? Kan vi på samme tid undervise og kontrollere elevernes brug af egne devices? Eller selv styre undervisningsteknologi, samtidig med at vi underviser?

”Nej, det kan vi ikke. Ingen kan multitaske!”

– Hvad er den gode undervisning, når de har svært ved at fastholde opmærksomheden og ikke kan koncentrere sig så længe?

”Man kan f.eks. snakke i 20 minutter og derefter lade eleverne løse opgaver.”

– Hvordan kan du vide, at svarene i din undersøgelse ikke bare reflekterer det, som eleverne tror, at du gerne vil høre?

”Jeg tror, at mange gerne vil være fri for afhængigheden. Derfor er nogen nødt til at styre deres brug af dimser.”

(Link til Søren Hebsgaards præsentation i bunden af konferencereferatet.)

4. Workshops om erfaringer fra Coronakrisen

Første del af eftermiddagen arbejdedes i Workshops i seks forskellige rum:

A. Erfaringer i Gymnasieskolen v/ Gitte Grønnemose Butler, GL

B. Erfaringer på universitetet v/ Tom Børsen, TeknoAntropologi på AAU

C. Erfaringer i en professionsuddannelse v/ Annette Jensen, Institut for Socialt Arbejde på KP

D. David mod Goliath: Er det BigTech, der løber med gevinsten? v/ Daniel Møller Ølgaard, Lund Universitet

E. Digitalisering i et kunstnerisk perspektiv v/ Jacob Remin, billedkunstner

Fra disse workshops foreligger ingen referater. Ærgerligt nok, for ifølge forlydender var de alle en stor succes.

5. Studerende ved AAU, Marie Louise Løken: Hvilke erfaringer har de studerende gjort under Corona-krisen?

Marie Louise Løken fortalte levende om sine egne og medstuderendes erfaringer på Teknoantropologistudiet på Aalborg Universitet under Coronakrisen: Den første følelse var motivation! Det var dejligt, at der overhovedet var undervisningsaktiviteter, og at der var undervisere i den anden ende, som sørgede for, at det hele ikke gik i stå – i modsætning til, hvad man hørte om, var realiteterne for studerende på andre studier rundt omkring. Man tænkte: Lad os få det bedste ud af det!  Efter nogle ensformige og ensomme uger på Teams eller Zoom dalede motivationen desværre betragteligt. Det hele blev trist og tomt. Oplevelsen var på én gang, at man var langt væk og udenfor det hele, og samtidig at man fysisk var alt for tæt på skærmbilledet og højttalerne. Det blev meget ensidigt – man skulle bare sidde stille og lytte og lytte og lytte… Man blev bare så træt i hovedet!

Strategien blev for Marie Louise og mange andre studerende, hun kender, mere eller mindre at ’lade som om’ man var aktiv deltager i fjernundervisningen, samtidig med at man gjorde noget, der var til at holde ud, og som modvirkede at man forsumpede: Tage høretelefoner på og gå med hunden; dyrke yoga; spille spil; hænge vasketøj op. Alt sammen med slukket kamera og slukket mikrofon. På den måde kunne man vise flaget overfor universitetet, samtidig med at man holdt sig selv i gang.

Den lange tid med fjernundervisning medførte, ifølge Marie Louise Løken, nærmest et nedbrud i de normale strukturer: man stillede vækkeuret til at ringe kl. 9; når det ringede, tændte man (stadig under dynen) for PC-en; langsomt vågnede man op, mens undervisningen gik i gang; kaffebrygning, mens underviserne snakkede osv.  Normaliteten og den daglige struktur med at tage tøj på, spise morgenmad, cykle til universitetet, deltage i undervisningen, spise frokost og tale med andre studerende forsvandt hurtigt, og det var ikke en god erfaring. Marie Louise Løken erklærede sig som klar tilhænger af at integrere digitale redskaber i undervisningen, men hendes budskab var: Vi har brug for basal rammesætning og struktur i hverdagen, det er med til at holde os oppe og i gang. Undervisning skal ikke have form af envejskommunikation, dialogen med undervisere og medstuderende er helt central – også når det gælder digital undervisning. Digital undervisning kan bruges til rigtig meget, men den skal understøtte den analoge undervisning, og kan ikke stå alene. Det digitale skal bruges i samspil, og skal understøtte relationer mellem deltagerne.

6. Asger Wille, GL: Hvor blev eleverne af?

De sidste tyve år har forskellige digitale teknologier afløst hinanden, og hver gang har de været ledsaget af fortællinger om fremtidssikring, nye kompetencer, effektivisering og store potentialer for den enkelte elev/studerende. Er løfterne blevet indfriet? Og hvad har det hele betydet for elevernes situation i undervisningen?

Willes indledende statement var, at vi er gået til IT på en forkert måde, og med nogle forkerte forestillinger om, hvad digitaliseringen kan og skal, nemlig: ”IT skal bruges til at fikse det, der er i vejen med læringsmiljøet og undervisningen.” Vi må væk fra den forestilling, og stille os selv nogle andre spørgsmål. Som mellemregning til disse spørgsmål mente Wille at det er frugtbart at sondre mellem:

Digitalisering som hardware: Idéen om indkøb af forskellige former for hardware, dvs. værktøjer, der kan ændre eller understøtte undervisningen.

Digitalisering som software: Platforme, programmer, undervisningsportaler, i-bøger, VR-miljøer, modelleringsprogrammer, lyd-og video osv.

Digitalisering som dannelse: Undervisning i såvel konkrete færdigheder som mere abstrakte refleksioner ift. digitaliseringen af vores liv og omgangsformer

Digitaliseringens sprog: Et sprog, der signalerer kraft, fremsynethed, omstilling, nyskabelse, virketrang. En måde at tale om mennesker og uddannelse, der er lige så binær i sin verdensbeskrivelse, som det digitale sprog. Man tør, eller man er bange. Man vil frem eller man vil tilbage.

Hvad angår digitaliseringens sprog, så italesættes digitalisering ofte som et positivt modstykke til såkaldt ’traditionel’ uddannelse, uden at ’det traditionelle’ defineres, eller det tydeliggøres, hvad der egentlig er galt med traditionel uddannelse – der helst skal ’disruptes’. Wille citerede en gymnasierektor, der på et bestyrelsesmøde stolt havde erklæret, at hans gymnasium var blandt ”top-10 m.h.t. anvendelse af IT”, og at gymnasiet var et af de første til at bruge Google Apps og ”en af de få skoler der har haft iPhone-klasser og nu iPad-klasser”. Wille undrede sig over denne mærkelige målestok og spurgte, hvor eleverne egentlig er henne i det her?

Efter Willes opfattelse bliver vi i stedet nødt til at stille spørgsmålet: Hvad bør udgangspunktet for digitalisering være? Han havde selv et bud, udtrykt i den velkendte figur, som findes på slide 11 i hans præsentation (nedenfor).

Det centrale spørgsmål er, om vi kan vi anvende digitale hjælpemidler, som kan tilføre trekanten noget værdifuldt? Wille var af den opfattelse, at hvis vi spørger kritisk på denne måde, kan det digitale godt tilføre trekanten noget. Stoffet kan tilføres noget via internettet. Men vi skal være meget bevidste om at den ufiltrerede og indimellem vildledende information på nettet kan føre til forstyrrende og alvorlige fejltagelser hos eleverne, hvilket blev illustreret med et sigende opslag om reformationen (slide 12).

Informationsvældet, der møder os på internettet, kalder på et øget, fagligt vidensgrundlag, et grundlæggende korpus af viden. Ellers kan man som elev (og borger) ikke søge relevant på internettet. Dette grundlæggende korpus af viden er det uddannelsens og lærerens opgave at formidle.

Trekanten og samspillet mellem lærer, elev og stof kan tilføres noget, hvis velvalgte IT-redskaber anvendes på en bevidst og didaktisk reflekteret måde. Fx kan eleverne få meget ud af at lave relevante formidlinger i form af pod-casts, små videoer, som fremlægges for klassen og underviseren. Men hvis svaret på spørgsmålet ”Hvor blev eleverne af?” er, at de er på de sociale medier, mens de skulle lytte til lærerens oplæg eller læse i deres lærebog, ja så bidrager digitaliseringen ikke til noget i trekanten – tværtimod.

(Link til Asger Willes slides i bunden af konferencereferatet)

7. Camilla Gregersen, DM: Hvor bliver underviseren af?

Hvad sker, når undervisning skal omlægges til at foregå online? Hvad er fordelene, og hvad er ulemperne ved virtuelle undervisningsaktiviteter? Kan underviserne helt erstattes? Er der behov for skærpet fokus på ophavsrettigheder i forbindelse med webcast af undervisning?

Camilla Gregersen indledte sit oplæg med at referere til en række erfaringer, der er gjort med digitalisering af undervisningen under Corona-krisen. Erfaringerne har foreløbig vist en række negative følger for underviserne som f.eks. stress, motivationsproblemer og ensomhed. Nogle af reaktionerne i form af stress-sygemeldinger har først vist sig efter sommerferien – med udsigten til at efteråret kommer til at byde på mere fjernundervisning. Både synkron undervisning og asynkrone forløb har under krisen haft karakter af nødundervisning, underviserne har ikke været forberedt på det, og det har presset mange voldsomt. Underviserne har manglet kundskaber og redskaber i forhold til begge former, og det gør de stadig. DM og andre organisationer indgår nu i et partnerskab med ministerierne, hvor man er enige om at så meget af undervisningen som muligt skal være fysisk.

Gregersen fremhævede, at kvaliteten i undervisning forringes ved digitaliseringen, og at det bør undervisningsinstitutionernes ledere åbent anerkende, ellers ender det med at ansvaret for, at vi ikke kan levere den lovede kvalitet i undervisningen, lander hos den enkelte underviser. Det må desuden på ledelsesniveu anerkendes, at der skal tilføres flere ressourcer til fx dobbeltundervisning, teknisk facilitering af undervisningen, forberedelse af nyt undervisningsmateriale til de fjernunderviste etc. Det må ligeledes anerkendes, at noget forsvinder i den digitaliserede fjernundervisning. Det, der forsvinder, er nogle af de vigtige, men flygtige elementer i undervisningssituationerne: Interaktion, stemning, kropssprog. Et hævet øjenbryn forstår computeren jo ikke.

Der er internationale digitale læringsplatforme, udviklet af de store tech-firmaer på vej til Danmark. ”Hvis ting kan skaleres, kan de erstattes. Hvis ting kan gentages, kan de erstattes.” Gregersen opfordrede til at vi holder øje med udviklingen og som samfund, institutioner og professionelle undervisere tager stilling til, hvad det kan bruges, og hvad der ikke kan bruges.

Et centralt problem ifølge Gregersen er ophavsretten til lærematerialet, som er beskyttet af kontrakter med forlag, copyright og andre regler om ophavsret. Corona-tiden har betydet en voldsom stigning i kopieringen af materialer. Der sker desuden aktuelt et praksisskred. Hvis den enkelte underviser, der producerer materialet, ikke sørger for at indgå aftaler, ender ophavsretten automatisk hos den institution, hvor vedkommende er ansat. Det er aktuelt en kæmpe problemstilling! Det største skred sker på professionshøjskolerne, men ses også andre steder. Der er flere grunde til at denne problemstilling er vigtig:

  • Hvis rettigheder til undervisningsmateriale overgår til uddannelsesinstitutionerne, bliver der barrierer for, at vi som undervisere selv kan bruge materialet til at skrive lærebøger.
  • Hvis der er en fortjeneste på et salg af materialet er det rimeligt, at underviseren selv får glæde af det overskud.
  • Hvis vi skifter arbejdsplads, så skal vi have mulighed for at tage rettigheder med til den nye arbejdsplads. Det er surt at skulle starte fra scratch og udvikle nyt materiale, og ikke kunne bruge sit eget.
  • Desuden er der hele spørgsmålet om retten til at redigere materialet eller fjerne/slette forældet materiale efter fx 5 år.

Det skal være muligt at have en solidarisk praksis, og dele materiale internt på institutionen. Men det er vigtigt, at delingen er en brugsret, mens man som producent opretholder ophavsretten. DM arbejder på at indgå aftaler, der kan overføres eller danne præcedens for andre faglige områder.

8. Opsamling: Er vi blevet klogere?

I panelet: Daniel Møller Ølgaard, Jacob Remin, Camilla Gregersen, Asger Wille og Marie Louise Løken. Moderator: Klavs Birkholm

Hvilke platforme til undervisning og uddannelse kan vi bruge, og hvad er problemerne med dem i relation til ophavsrettigheder og indsamling af data:

Daniel: Nogle af platformene ejes af profitvirksomheder, der bruger vores data til forretning – ofte uden at vi ved det eller har givet et reelt samtykke.

Camilla: Vi er nødt til at træffe kollektive aftaler. Nogle af de platforme, der udnytter os på forskellig vis, bør det være i orden at kunne sige fra overfor som undervisere – med henvisning til vores rettigheder.

Deltager fra salen: Der vil ofte være tale om en afvejning mellem hensynet til effektivitet på den ene side og hensynet til ikke at ville bruge udenlandske/amerikanske systemer på den anden side. Det er meget dyrt selv at udvikle store systemer.

Jacob: Vi bør lave nogle gode nationale platforme, som vi selv i Danmark udvikler og ejer rettighederne til; det er faktisk ikke så omkostningsfyldt. Det er problematisk, at vi bare vælger nogle amerikanske systemer, der er vanskelige at tilpasse, men ikke kan fungere uden krævende tilpasning.

Camilla: Savner, at vi inddrager Europa og EU i forestillingerne om, hvad vi bør gøre. På det europæiske plan er vi startet med GDPR, der skal beskytte os som borgere. Vi bør udvikle et europæisk system/ nogle europæiske systemer på uddannelsesområdet, der samtidig kan beskytte os som brugere og professionelle. Der findes et europæisk forum for vidensarejdere, som DM deltager i. Vi vil løbende formidle vores arbejde der og vidensdele med andre organisationer.

Hvem skal afgøre, hvilke digitale tiltag der indføres i skolen/på uddannelsen – altså ’hvem bestemmer i klassen’?

Asger: Det er svært at svare konkret på. Den aktuelle praksis er præget af en del ’famleri’. En hensigtsmæssig praksis bør udvikles. Valget af digitale redskaber bør ligge hos den lokale ledelse i tæt samspil med samarbejdsudvalg og de enkelte undervisere.

Deltager fra salen: Som lokal leder må jeg jævnligt ’slukke lyset’ hos en ivrig lærer, der kommer og spørger: ”Kan jeg ikke godt bruge denne her App/dims/system – det er bare så smart, og eleverne er vilde med den”. Jeg må så sige: ”Den overholder desværre ikke GDPR”. Ærgerligt, men nødvendigt.

I hvor høj grad bygger indførelsen af digital undervisning på teknologioptimisme og forestillingen om det store ’teknologifix’. Er det overhovedet et godt valg at digitalisere uddannelse?

Daniel: Hvis jeg tager mine kritiske forskerbriller på, er der foreløbig ingen dokumentation for, at digitalisering fører til bedre læring.

Asger: Vi skal gøre os klart, at der ER tale om et valg. Digitalisering behøver ikke at være et vilkår. Det er farligt at sige, at teknologien løber afsted med os, og det er farligt at lægge sig på ryggen. Lad os finde ud af, hvad vi har behov for. Det er vigtigt at differentiere debatten, og både undervisere og elever skal inddrages i beslutningsprocesserne

Camilla: Vi skal blive bedre til at skelne mellem forskellige teknologier/digitaliseringsformer. Og til at afgøre, hvad der kan bruges til hvad.

Marie Louise: Det er vigtigt at differentiere debatten, og ikke være maskinstormere. Digitale værktøjer skal både vælges ud fra funktionalitet fra et brugerperspektiv og i forhold til den kontekst, de skal bruges i. Digitalisering skal understøtte en fysisk kontekst.

I DM’s tidsskrift Forskerforum skrev Steen Nepper Larsen m.fl. for nylig, at de studerendes reaktioner på Corona-krisen er udtryk for, at de er blevet godt trætte af det snart 30 år gamle “læringsparadigme” – altså: det handle ikke om at lære noget bestemt, det handler om at “lære at lære”. Nu kræver de viden tilbage. Har forfatterne ret?

Camilla: Nej! Men hvis man bare kaster de studerende ud i digitaliseringen, ender det med menneskelig deroute. Corona-krisen har hjulpet med til at forstå den digitale undervisnings begrænsninger.

Der er indlejret etik og interesser i alle systemer. Hvordan skal vi forholde os til det?

Daniel: Lidt maskinstorm er nok på sin plads. Vi bør bevidst forholde os til hvilke politiske og økonomiske interesser, der er involveret i og former området. Heldigvis har Covid 19-krisen skærpet den kritiske vinkel på tech-platformene.

Jacob: Vi skal desuden forholde os til de økologiske konsekvenser af digitaliseringen – som er enorme. Digitaliseringen har også fysiske implikationer for børnearbejderne i Congos lithium- og koboltminer. Vi skal blive mere kritiske omkring etik og bagvedliggende interesser i digitaliseringen. Bøvl skal erstatte convenience, bekvemmelighed!

Med dette fremragende motto sluttede konferencen!

For referatet står Helle Antczak & Niels Frølich

Præsentationer:

Link til Jesper Balslevs præsentation.

Link til Line Palle Andersens præsentation.

Link til Søren Hebsgaards præsentation

Link til Asger Willes præsentation